Her er lidt om hvem vi er

…fødslen

Tilbage i år 2000 var der én, der fik en god idé. Han ville som så mange andre gerne lære at spille guitar, og fik i kraft af sit store igangsættergén straks flere med på idéen. Han hyrede en guitarspillende konverteret muslim (med minimale pædagogiske evner) som guitarlærer og fik samlet et helt søndagsskolehold af nuværende og tidligere kolleger og venner, der lystigt klimprede på strenge fastgjort til hule kasser. Herved kom også andre talenter for syn og øre, og snart lød der såvel skønsang som bankelyde og klimt i lystig samklang.

…sankt hans

Som om det ikke var nok med den skønne akustiske musiceren skulle der også strøm til! Ud af (næsten) ingenting blev der fremskaffet et gammelt trommesæt, et udpantet sanganlæg med 8 kanals mixerpult med mikrofoner, et meget lille keyboard på et strygebrædt, en lånt bas med forstærker og en spade, hvorefter lydniveauet steg betragteligt. Bandet Skt Hans så sommerens lys! Paralleller til igangsætteren, årstiden, mentale svigt hos bandets medlemmer var absolut utilsigtede. Selv en depressiv saxofonist fandt nogle gange frem til kantinen, hvor der mangen søndag aftener blev øvet på livet løs, så aftenens rengøringsdame måtte iføre sig høreværn for at kunne koncentrere sig om klud og sæbevand. Et af de meget seriøse emner der blev debatteret i det kreative miljø var fantasier om kvinder med meget mørk hudfarve. Stor var overraskelsen, da der umiddelbart efter en sådan debat blev åbnet en dør, og en negroid rengøringsassistent med meget store forlygter tiltvang til adgang til lokalet iført kost og spand!

…inspiration

I den evige kamp for musikalsk anerkendelse har avancerede musik-ekvilibrister været inviteret til at overvære eller deltage i de musikalske udfoldelser. Én af disse kritikere spurgte undervejs i et musikstykke “ved du hvor du er henne i nummeret”, svaret fra ham var “nææh” og han spillede lystigt videre. Efter at have overværet adskillige numre faldt kritikerens dom hårdt: Jeg synes ikke I spiller særlig godt, men I spiller fandeme HØJT! Siden hen er der dog drysset flere roser fra mere (eller mindre) musikalske tilhørere.

…gear og grej

En af de få men store fejltagelser undervejs var at låne sanganlægget ud til den oprindelige ejer, som skulle på turné i Norge. Det svarede lidt til den historie om situationen “hvornår får jeg de 100kr du skylder mig?” – “dem får du når jeg har været i Norge” – “ihhh – skal du til Norge?” – “næææh!”. Anlægget blev vist beslaglagt af skattevæsenet eller toldvæsenet, om det så havde været begravelsesvæsenet havde de lystige spillemænd været lige vidt, de måtte til lommerne, ikke første gang, og slet ikke sidste! Mangen gang er turen faldet forbi Lars Green’s musikforretning i Taastrup og andre Mekka’er i København og omegn for at købe endnu et stykke udstyr, der slet ikke kan undværes! Hvad der måtte mangle i musikalsk dygtighed er rigeligt blevet kompenseret med instrumenter og udstyr, der absolut ikke har kunnet undværes.

…på dybt vand

Den endeløse række af optrædender har glædet folk og fæ i Taastrup og nærmeste omegn, fra klassefester til julefrokoster, fra vejfester til fødselsdage. Der var dog nogle store skolepiger, der syntes deres fædres optræden og nådesløse destruktion af sangen “Because I got high” var noget af det mest pinlige, der kunne opleves, og de ellers for små pigesko, pigerne var vokset fra, passede nu perfekt. En udendørs sommerfest i August 2007 blev væsentlig afkortet, da den nærmest druknede i regn og fugt. Stemningen i selskabet var ellers høj, og denne stemning kunne guitargruppens udstyr slet ikke holde trit med med den høje luftfugtighed. Den årlige jule-rockfest er også blevet en institution hvor indslag som kraftig røgudvikling, bukseløse nisser, kvinder der bliver nedlagt (dog indtil videre kun i venskabelige slåskampe), julemand med en strittende legemsdel der ved grundig inspektion viste sig at være en marcipangris, og så videre, og så videre. Samtidig skiftede bandet midlertidigt navn til “Standman and the standmen”.

…nye tider

Den endeløse række af håbefulde trommeslagere, der bogstavelig talt har slået deres folder er enestående, en rigtig god revslager (eller var det revisor) som pludselig flyttede til Jylland, forsøg med rytmeboks som hverken kunne høres eller følges, en ivrig teenager som én af de voksnes datter slog op med (hvilket ikke forhindrede den aktive gut at hamre videre), en meget kommunal pædagog som helst ikke ville banke for meget igennem (sæt nu han kunne høres). Disse evindelige slag-handicaps er dog forsvundet som dug for solen med den dygtige, sikre og præcise trommestik, der i dag slås an. En singleguitarist med rygrad som en regnorm røg af “vognen” i svinget, hvorefter et nyt ambitiøst talent straks stod klar til at udvikle en pragtfuld hvinende single-lyd, så nakkehårene rejser sig (i fryd!). Nu kalder de sig noget i retning af forgangne tiders filmhelte, “Celluloid Heroes”, i en god blanding af de oprindelige kerne-musikere iført rytme- og basguitarer, keyboard og sangstemmer, og de nye talenter på single-guitar og trommer.